En ny og lækker smartphone er en populær konfirmationsgave.
Men pas på den: Antallet af lommetyverier blandt 10 til 19-årige er de sidste to år steget med 46 procent, lyder advarslen fra Forsikrinsoplysningen.
Mange af de smartphones og gadgets, som unge mennesker går rundt med i lommerne, er det rene guf for lommetyvene.
Og det kan ses i statistikkerne, som afslører, at de unge i konfirmationsalderen i stigende grad bliver udsat for tyverier.
Antallet af lomme- og tasketyverier blandt 10 til 19-årige steg med 46 procent fra 2009 til 2011, viser tal fra Danmarks Statistik.
"Er der smartphones, iPods, smykker eller kontanter i gavehøsten fra konfirmationen, så tænk over, hvordan du opbevarer dem, og hvad du vil have med, når du skal ud og flashe gaver for vennerne eller ud og fejre Blå Mandag. Til Blå Mandag og andre byture kunne en opskrift være: Mobilen i de forreste lommer eller tæt på kroppen frem for i tasken, ikke for mange kontanter med og ikke de allerdyreste smykker på," siger Ricardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
Hvis man får stjålet eksempelvis sin mobiltelefon, så er den typisk dækket af forældrenes indboforsikring.
Publiceret: 17. April 2012 10:23